Få foretaget energiberegninger, når du bygger nyt
Står du for at skulle bygge nyt, bygge til eller bygge om? Så skal du være opmærksom på, at der i Bygningsreglementet stilles krav om din bygnings energiforbrug.
Det betyder, at du allerede, når du ansøger om byggetilladelse skal have foretaget en såkaldt energiberegning. Blandt andet for at sikre at dit nybyggeri ikke bruger for meget energi på opvarmning. Læs med her.
Hvorfor skal du have en energiberegning?

Energiberegningens formål er at sikre, at dit nye hus ikke har for stort et energiforbrug. I Danmark er der nemlig et politisk ønske om, at vi skal nedsætte forbruget af fossile brændstoffer, altså olie, gas og kul.
Næsten halvdelen af dette forbrug kommer fra opvarmning af boliger. Dette er baggrunden for, at man har indført energiberegningen for nybyggeri.
Hvad er energiberegninger?
En energiberegning dokumenterer, at dit hus’ samlede energibehov overholder kravene fra Bygningsreglementet. Man kalder det også for husets energiramme. I husets energiramme indgår en beregning af dit byggeris energibehov i forhold til opvarmning, ventilation, nedkøling og forbrug af varmt vand.
Kravene til byggeriets energiforbrug afhænger helt af, hvilken energiklasse dit hus tilhører. Typen af dit byggeri kan også have betydning. Er det et nyt hus, du har bygget, skal du have en energirammeberegning. Er det blot en tilbygning eller et sommerhus, kan du nøjes med at få foretaget det, der hedder en varmeberegning.
Beregning af husets energiforbrug kommer til at stå i en eventuel energimærkning, hvis du får brug for sådan en, for eksempel når du skal sælge dit hus.
Hvilke elementer indgår i energiberegninger?
Rigtig mange elementer indgår i energiberegningen. Hele byggeriet gennemgås fra tag til fundament, indtil man har alle de oplysninger der er brug for.
Blandt de elementer, som tæller positivt i din energiberegning, er for eksempel, at væggene er godt isolerede og at der er isoleret omkring vinduer og karme. Brug af vedvarende energi som solceller tæller naturligvis også positivt i energiregnskabet.
Andre elementer trækker ned i dit energiregnskab. Særligt dit forbrug af elektricitet til drift af huset vægter negativt. Det betyder, at dit forbrug af el til fyr, varmepumpe, cirkulationspumpe og lignende trækker ned i energiberegningen.
Husets byggematerialer indgår også i beregningen. Nogle materialer er nemlig bedre end andre til at holde på varmen. For eksempel afgiver mursten og beton mere varme til huset end gips og gasbeton.
Hvad koster energiberegninger?
En energiberegning er kompliceret og skal laves i et godkendt computerprogram. Det kræver derfor byggeteknisk indsigt at kunne udføre beregningen. Et billigt tilbud på energiberegning kan være lige så godt som en dyr beregning, men prisen kan afhænge af flere ting.
Bland andet størrelsen på dit nybyggeri og hvilken form det har. Hvor mange forskellige oplysninger, der skal indhentes for at foretage beregningen og hvor nemme de er at finde, spiller også en rolle for prisen.
Indhent tilbud forskellige steder, for at få den billigste energiberegning. Det er byggesagkyndige, der foretager energirammeberegningen, ofte en bygningskonstruktør eller ingeniør. Pris, tidsramme og kvaliteten af din energiberegning svinger og afhænger af, at du får fat i den rigtige helt rigtige rådgiver.